Velkommen til
Her kan du udforske min verden. - Niels

1940-1950


I Danmark

Richs kaffeerstatningDen 9. april 1940 bliver Danmark besat af Tyskland. Det sker uden mange skyderier. Besættelsen, der varer ved frem til 5. maj 1945, betyder store omvæltninger for den danske befolkning.

I 1943 opstår en egentlig organiseret modstand mod den tyske besættelse. Hovedaktiviteten er at modtage våben og sprængstof fra engelske fly og fordele det til modstandsbevægelsen.

Mange danskere hører den engelske radiostation BBC, der sender, uden at tyskerne kan bestemme, hvad danskerne kan høre. Tyskerne forsøger at forhindre danskerne i at lytte med.

Radioudsendelserne fra BBC bliver brugt til at sende meddelelser til modstandsfolkene. Når BBC sender en hilsen til "Erna", er det fx en besked til øen Mors om nedkastning af våben her. Modstandsfolkene modtager og skjuler våben og sprængstof for senere at fragte det videre til Nykøbing Mors og herfra til sabotagegrupper andre steder i Danmark.

Kong Christian d. X bliver et symbol på nationalt sammenhold. Han rider dagligt en tur gennem Københavns gader uden følgeskab af gardere og viser på den måde, at han ikke er bange for de tyske soldater.

På grund af krigen kan man ikke købe alle de varer, som man plejer at kunne købe. Nogle varer bliver rationeret, og andre varer må man erstatte med noget andet. Almindelig kaffe er næsten umulig at skaffe, derfor drikker mange noget man kalder for kaffeerstatning af mærket Rich’s.

Det er også svært at få nyt tøj. Tyske u-både skyder handelsskibene rundt omkring på verdenshavene i stykker og blokerer på den måde for import af bomuld og andre stoffer. Nogle finder på, at man kan lave tøj af gammelt papir eller af fiskeskind, men det går meget nemt i stykker.

Internationalt

natoI maj 1945 bliver Danmark og Europa befriet, da tyskerne overgiver sig. Japanerne vil i sommeren 1945 ikke overgive sig til USA, så her trækker krigen ud. Det slutter i august 1945, da amerikanerne kaster atombomber mod de japanske byer Hiroshima og Nagasaki, der bliver helt ødelagt. Mange mennesker dør i de to byer, og mange børn bliver forældreløse og har ikke noget sted at bo. Atombomben gør mange mennesker bange.

I Anden Verdenskrig har USA, England, Frankrig og Sovjetunionen arbejdet sammen for at stoppe Tyskland og de lande, som tyskerne arbejder sammen med, nemlig Italien og Japan.

Efter Anden Verdenskrig begynder der en anden slags krig, som kaldes for Den kolde Krig.

Sovjetunionen har fået magten over det, der hedder Østeuropa, og de finder også ud af, hvordan man bygger atombomber.

I Danmark, Norge, Sverige, Vesteuropa og USA bliver mange bange for, om Sovjetunionen eller kineserne kan finde på at bruge atombomber. Sovjetunionen får magten i hele Østeuropa. Før Anden Verdenskrig var Danmark, Norge og Sverige neutrale. Det betyder, at de ikke ville slås med andre lande. Men fordi de to supermagter USA og Sovjetunionen er ved at komme i rigtig krig, må Danmark vælge side i konflikten, og den danske regering vælger at arbejde sammen med USA, England og Frankrig i en slags forening, som bliver lavet i 1949. Foreningen hedder NATO.

Niels er bange for, om amerikanerne og russerne vil bruge deres atombomber mod hinanden. Der er mange historier i aviser og i blade om, hvor forfærdeligt det vil gå, hvis en ny krig begynder. Niels har selv læst det i fars avis, og han hører også Danmarks statsminister, Hans Hedtoft, tale om det i radioen.

Men noget godt sker i 1948. Niels kan for første gang få frugter som bananer og appelsiner. Det kunne han ikke, da han var lille, for skibene, der sejlede dem til Danmark, turde ikke sejle på grund af krigen.