Velkommen til
Her kan du udforske min verden. - Niels

Niels tager til høstfest

1Efter en lang varm sommer er det blevet tid til at høste, og Niels glæder sig til, at høsten er i hus, for så er der høstfest. Det sidste neg af hver kornsort er særlig vigtig. Det skal nemlig bruges til at lave en høstkælling. Neget bliver formet som en kvinde og får tøj på og bliver pyntet med blomster. Pigen på gården er ikke glad for at gøre det. Det hedder sig nemlig, at det bringer uheld i kærlighed at binde det sidste neg, så pigen bliver uheldigt gift, eller tidlig enke, eller slet ikke gift. Derfor finder pigen altid på alle mulige undskyldninger for ikke at binde det sidste neg. Mor synes, at det er sjovt at drille hende ved at sige, at hun skal binde det, men bedstemor synes, at det er synd og ender altid med at binde det for hende, for hun er jo godt gift.

Når høstkællingen så er bundet, bliver hun sat op på det sidste læs neg, og vognen og hestene bliver pyntet med blomster og grene. Alle vil køre med på vognen ind på gårdspladsen, og der bliver sunget og grinet, for nu skal de have gilde. Mor sætter det første neg i laden, der mangler nemlig et par nye køer i bestanden, og far siger, at når madmor gør det, kommer der flest hun-dyr, og når husbonden gør det, kommer der flest handyr. Mor griber det første neg og kaster det hen i hjørnet, mens hun højt siger:” Dér Mus, har du dit, lad så mig beholde mit!” Så håber alle, at musene ikke spiser kornet.

Karlene på gården vil drille folkene på nabogården, fordi de endnu ikke er blevet færdige med at høste, så de laver en figur ud af halm og hæfter en seddel på den. Her står, at de gerne vil have tjeneste, fordi de har hørt, at man godt kan bruge ekstra høsthjælp på gården. De kræver bare: "kl.8 en halv Snes spejlede Æg, 5 Stykker stegt, røget Skinke med en halv Snes Snapse Kornbrændevin. Derpaa et par Timers Hvil." Høstkarlene stiller dog lidt flere krav om mad og hvil i tiden frem til kl. 18: "Aftensmad præcis kl. 6 bestaar af varm Kødret og Fisk- dygtig med Snapse, og saa Tid at gaa til Ro. Forsmaar ikke kvindelig Venlighed.".

1 Karlene lister over på gården og stiller høstmanden ved fordøren, det er med at komme væk, inden der er nogen, der opdager dem, ellers vanker der æg eller sten, eller hvad der ellers er af kasteskyts. Engang opdagede en af nabogårdenes karle dem og løb efter dem med en høtyv. Så fik de benene på nakken.

Da karlene kommer hjem til gården igen, bliver de enige om at ”stryge for kålen”, så de tager deres le, og begynder at slibe på den, mens de kalder på Niels mor. Hvis hun ikke kommer og giver dem nogle æbleskiver og øl, så mejer de hendes grønkål ned, og så er der intet til vinteren! Så Niels mor skynder sig at finde alverdens godter frem.

Til høstfesten har mor lavet oksekødsuppe med boller og efterfølgende kogt oksekød med peberrodssauce. Det er et festmåltid. Der bliver serveret øl, brændevin, æblemost og senere på aftenen punch og æbleskiver. Bedstefar finder violinen frem, og så bliver der spillet op til dans, nogle af nabofolkene er kommet over, så der er mange mennesker samlet, og der bliver fortalt mange gode historier om høstarbejdet. Niels synes, det er lidt flovt, for en af historierne handler om, hvordan han faldt af vognen med hø.