Velkommen til
Her kan du udforske min verden. - Karen

Karen fejrer Sankt Hans

1Karen ser altid frem til Sank Hans. Det er en sjov aften fuld af mystik og gamle traditioner. Så går de alle sammen ned til bålet i parken og synger fællessang. Det er altid sådan en hyggelig aften, og Karen får lov til at blive længe ude og lege med de andre børn.

Inden bålet bliver tændt, har alle børnene travlt med at lave en heks. De kommer alle sammen med ting, som kan bruges. I år har Karen taget et gammelt og hullet forklæde med til at binde om livet på heksen. Drengene gider ikke rigtig være med, så det er mest pigerne, der sørger for, at der er en heks til bålet.

Mormors historier

Karen elsker de gamle traditioner ved Sankt Hans. Mormor fortæller tit historier om, hvordan man på netop denne nat kan finde helende urter i skoven og få spådomme om sin fremtid. Mor siger, det er noget pjat, men Karen synes, mormors historier er spændende, så hvert år leder hun og Grete efter urter i parken.

Mormor fortæller, at i midsommernatten er de magiske naturkræfter særligt virkningsfulde. Det er natten, hvor man bør samle sine urter, og især dug og kildevand har en helbredende virkning. Men pas på! Onde kræfter, hekse og ånder er også på spil - for i midsommernatten kæmper det onde og gode om magten.

Pors og birk er ifølge mormor et godt middel mod hekse. Ris af disse grene vil hindre heksene i at stjæle smør og holde dem væk fra husdyrene. Røn er den vigtigste plante mod trolddom. Rønnegrene over døren kan stoppe hekse og troldkarle, så de ikke kommer ind.

Hekse siges at indsamle især bulmeurt, skarntyde og pigæble på midsommernatten. Disse urter bruger de i deres medicin for blandt andet at lokke andre kvinder til at blive hekse. Mormor siger også, at hvis man finder bregnesporer i en sko, betyder det, at den, som ejer skoen, er en heks.