Velkommen til
Her kan du udforske min verden. - Karen

Karens hverdag

Skole

Karens skoleKaren går i skole fra kl. 8.00 om morgenen mandag til fredag. Om lørdagen har hun fri kl. 12.

Hver morgen går alle børnene ind i forhallen og stiller sig op i hver sin klasserække til morgensang. Bagefter beder børnene fadervor og går ud i deres klasser. I klassen er der navneopråb.

Hver dag har Karen håndarbejde i de første timer, mens drengene har sløjd. Mor synes også det er vigtigt, at Karen lærer at sy og strikke, så kan hun spare penge, når hun bliver voksen og skal have familie. Det er nemlig dyrt at købe alt sit tøj, der ud over kan hun hjælpe mor med at sy tøj derhjemme.

Der er meget udenadslære i skolen. For eksempel skal Karen og de andre børn kunne den lille tabel udenad, sige kongerækken fra Gorm den Gamle og frem til i dag, og så skal de også kunne salmeversene udenad. Hvis man ikke kan huske sine ting, kommer man i skammekrogen eller får et rap over fingrene med en lineal. Der er også nogle lærere, der giver lussinger, men det er kun drengene, der får dem.

Arbejde

SamarbejdeKaren hjælper sin mor med husholdningen. Om morgenen er det Karen, der smører madpakker til storebror Ole og lillebror Torben, da mor møder på arbejde kl. 7.00. Og det er Karens opgave at følge Torben i skole. Efter skole følges Karen og Torben hjem.

Mor lægger en indkøbsliste og penge på bordet, når familien mangler noget. Så går Karen og Torben ud for at købe brød hos bageren og ost hos mejeriudsalget. Når de kommer hjem, hjælpes de ad med at gøre rent i huset. Karen henter koks i kælderen, så de har noget at fyre med i kakkelovnen. Hun skal også bære asken ned igen. Nogle gange skal Karen også banke tæpper, hvis mor ikke har råd til at leje en støvsuger.

Når familien har spist aftensmad, hjælper Karen mor med at tage af bordet og vaske op. Karen tjener ikke penge ved at hjælpe mor, men engang imellem kan hun tjene 10 øre ved at bære varer op for de gamle nabokoner. De penge bruger Karen som regel på en iskage eller noget andet sødt.
Lyt hervideoafspil

Fritid

RulleskøjterNår Karen er færdig med sine huslige pligter, går hun og Torben ned i gården og leger. Som regel er der andre børn fra bygningen, som de kan lege med. Karen har fået et par nye rulleskøjter i julegave, så dem leger de med. De fleste kan også godt lide at lege gemmeleg, og især pigerne er vilde med hulahopringe. Mor råber ud af vinduet, når de skal komme op for at spise aftensmad.
Se videovideoafspil

Om aftenen laver Karen lektier. Det sker, at Karens veninde Grete, som også bor i opgangen, kommer på besøg. Så laver de lektier sammen. Bagefter leger de med påklædningsdukker eller går over til Grete. Gretes forældre har nemlig fået fjernsyn, så der går børnene altid over, når der er noget godt i tv. Ellers hører Karen radio sammen med resten af familien. De lytter til radioføljetonen, som er en historie i flere afsnit. Imens sidder Karen og hendes mor og strikker. Nogle gange hører de også fodboldkamp i radioen. Fjernsynsstue

Karen går til dans en gang om ugen. Om søndagen tager Karen og Ole af og til i biografen. Her ser de ”Far til Fire” filmene. Karen synes, de er rigtig sjove, og hun kan alle sangene udenad. I sommerperioden tager familien ud til onkel Knuds kolonihave. Karen synes det er dejligt at være på besøg hos onkel Knud. Der er en køkkenhave med jordbær og frugttræer, som Karen og hendes søskende får lov at smage.