Velkommen til
Her kan du udforske min verden. - Arne

Arne holder nytår

Arne elsker nytårsaften og nytårsdag. Det er en af de få dage om året, hvor han kan slappe af og holde fri. Det er også en tid, hvor der er plads til sjov og ballade. Her kan du læse mere om, hvad Arne laver på en nytårsaften.


Nytårsaften

1Når Arnes familie havde spist, gjaldt det om at komme ud at lave sjov. Det er Arne og Thorvald, som laver løjer, for sådan noget tør pigerne nemlig ikke. Arne og Thorvald løber ned på gaden og slutter sig til de andre drenge fra opgangen. Nu gælder det ellers om at finde på de bedste og nogle gange de værste løjer.

Drengene brugte meget tid på at forberede løjerne. For eksempel gjaldt det om at snuppe forskellige ting fra køkkenet eller på arbejdet uden at blive opdaget. Thorvald og Arne har været meget hjælpsomme i køkkenet hos mor. Så kunne de nemlig snuppe lidt margarine og gemme til løjerne. Margarinen har de gemt i deres lommetørklæder.

Nytårsaften smører drengene margarinen på folks vinduer og dørhåndtag. Så er det helt klistret, når man tager fat i det. De hejser også cykler og havelåger op i flagstænger, men for det meste går de bare rundt og synger, råber og banker på døre og vinduer for at forstyrre og vække folk af deres nattesøvn.

Det gælder dog om at være hurtig på fødderne, for der er politi i gaderne, og bliver man opdaget, så gælder det om at komme væk i en forrygende fart! Ellers vanker der en endefuld hjemme hos far.


Nytårsnat

Arne og Thorvald går sammen med de andre drenge gennem byen. De skal ind til Tivoli for at se det store fyrværkeri. Hjemme hos Arne har de ikke råd til fyrværkeri, men selv om det er bidende koldt går de hen og ser fyrværkeriet. Arne synes det er helt fortryllende at se på de store raketter, der farer til vejrs og sprænger i alle regnbuens farver.

Når fyrværkeriet er slut, går drengene hjem igen. Hvis drengene var heldige, så havde nogle af dem fået fat i nogle knaldperler eller små ”kinesere”, som de kunne fyre af. Så kunne de lave ekstra meget larm, når de gik gennem byen og sang.


Nytårsdag og det nye års traditioner

Hjemme hos Arne har de ikke ret mange penge at gøre godt med, men det er en tradition fra helt gammel tid, at man nytårsmorgen spiser et godt og solidt måltid. Af den grund sørger mor altid for at spare lidt ekstra op, så der kan blive råd til nytårsfrokosten. Hjemme hos Arne får de som regel rester fra nytårsaftens festmåltid.

Op ad dagen går de i kirke, for nytårsdag er en helligdag. Resten af dagen hygger hele familien sig med kortspil og historier.

Dagene efter nytår var meget travle, men de var også fulde af gamle traditioner. Arnes far har fortalt, at man altid skal huske at se efter ”Nytårsny”. Nytårsny var den første fuldmåne efter Hellig tre-kongers Dag, den 6. januar. Hvis man fik et glimt af nymånen, kunne man holde ting op i lyset fra månen. De ting, man holdt op ville man få nok af i det kommende år. Far siger dog, at man ikke må være for grådig, for så virker det altså ikke. Arne har gemt to bolsjer og en tiøre i lommen. Dem vil han vise frem for nymånen, når han ser den.